Spiludvikling

simon-says-spiludviklingSimon Says har stor erfaring med udvikling af analoge læringsspil.

Vi designer skræddersyede spil til din virksomhed eller uddannelsesinstituton, som kan bruges som særlige supplementer i undervisning eller organisatoriske udviklingsprocesser.

Vi ved alt om processen fra indkredsning af læringsmål, behovsanalyser af målgruppen over konceptualiserng, udvikling og spiltests til visuelt og fysisk design og endelig produktion.

 

Om design af læringsspil

Den største udfordring ved design af læringsbrætspil er at vægte spildelen over for læringsdelen. Der hersker en ukuelig tillid til spil som et gyldent læringsmedie og en idé om, at hvis man hælder noget læring på et sjovt spildesign, så må spillerne nødvendigvis have tilegnet sig den læring, når de har spillet færdigt. Problemet er, at de motiverende faktorer, der engagerer os i spil er ikke nødvendigvis de samme, som motiverer os til at lære.

Mange læringsspil er underholdende, taktiske og socialt engagerende, men ikke specielt lærerige. Spillerne har måske haft en god og udfordrende dag med at spille og føler, de har tilegnet sig en masse ny viden. I virkeligheden har de fået viden om, hvordan de spiller et spil om shipping og logistik, men ikke om shipping og logistik.

perspektivmaskinen-5Omvendt ender mange læringsspil om ‘blødere’ emner som samarbejde og trivsel som meget lidt ‘spilagtige’ dialogværktøjer, der blot faciliterer en samtale om vedrørende emner. Måske er det slet ikke et spil, der er løsningen?

Inden man går i gang med at designe læringsspil er det vigtigt at indkredse præcist, hvad brugerne skal have ud af spiloplevelsen. Det er også vigtigt at kende brugerne, hvordan de bedst lærer og hvordan de i det hele taget reagerer på spilmediet. Når det er på plads, skal man vægte, om og hvordan man vil simulere de processer, brugerne skal lære om. Skal man lave en abstrakt fortolkning af virkeligheden, hvor man giver et overordnet billede af de principper, der styrer shipping og logistik, eller mere en 1:1 simulation af én eller få af de nøgleprocesser, der er fundamentale for området?

Lige så vigtigt er det at sikre, at spillet overhovedet bliver spillet, nå det når ud i organisationen. Er det designet til at indgå i et eksisterende uddannelsesforløb? Hvor lang tid tager spillet at gennemføre? Hvor meget plads kræver det? Skal der være en facilitator og hvad kræves der af denne? Er spillet bestilt af en entusiastisk HR-chef eller medarbejder, der har glemt at undersøge sin organisations reelle behov?

Analoge spil/brætspil ER et spændende og effektivt medie for læring. Men det er utrolig vigtigt at både udvikler og kunde er klar på, hvad udviklingsprocessen indebærer, hvis man vil have et solidt produkt for pengene.